Elever i fokus: Nomineret til årets børne – og ungdomsforfatter

Signe Høgh Thomsen kan godt lide at se uhyggelige og spændende film og serier, hvorfra hun også har fundet inspiration til sin nominerede novelle – “Fanget”.

Før sommerferien indsendte daværende 8.d på Tranbjergskolen noveller til konkurrencen Årets Aarhusianske Børneforfatter 2014. Blandt de tre nominerede til den endelige pris er en af disse. “Fanget” er et psykologisk gys med mord og utroskab i en klaustrofobisk indpakning.

Tekst og foto: Martin Østersø

“Følelsen af at alle celler i min krop gjorde ondt, vækkede mig. Jeg var ved siden af mig selv, jeg anede ikke, hvor jeg var, der var kun mørke foran mig. Jeg åbnede øjnene, og der var stadig kun mørke”.

Sådan lyder anslaget i den nominerede novelle “Fanget” skrevet af Signe Høgh Thomsen fra 9.d på Tranbjergskolen.

Læs og stem: “Fanget” og de to andre nominerede

“Det er kommet meget bag på mig, at min novelle er blandt de sidste tre. Jeg synes ikke selv, at den er vildt god, men omvendt er det svært at bedømme sit eget arbejde. Jeg er glad for dommernes bedømmelse. Det er en dejlig bekræftelse på, at man godt kan”.

Grænseoverskridende og fedt

Succesen er kommet bag på Signe, og det at alle nu kan læse hendes arbejde er lidt grænseoverskridende.

Læs: Novellekonkurrencen 2014

“Tidligere var det kun min dansklærer, som læste mine stile og gav respons. Med “Fanget” kan alle pludselig læse, hvad jeg har skrevet. Det gør mig lidt nervøs, men jeg har ikke fortrudt, fordi det er jo også fedt og spændende at være med til. Jeg synes, folk skal stemme på den bedste, og ikke kun på dem de kender, omvendt vil jeg blive skuffet, hvis min mor stemmer på andre end mig”, griner Signe.

Dette indlæg blev udgivet i Elever i fokus: Nomineret til årets børne - og ungdomsforfatter, Skolehistorier 2014. Bogmærk permalinket.