Jazzende Tranbjergbørn fik stående ovationer

Kor og bigband gav den gas da forældre, bedsteforældre og andre interesserede var inviteret til koncert på Tranbjergskolen.

250 elever fra Tranbjergskolen har sammen med Aarhus Jazz Orchestra sunget sig ind i publikums hjerter og samtidig skabt venskaber på tværs af skolematriklerne.

Tekst: Martin Østersø/Foto: Henrik Stasiak

Brandreglerne var udnyttet til det yderste, da en propfyldt Grønløkkehallen i sidste uge dannede rammerne om et brag af en aftenkoncert. Eleverne fra 3.-5. klasse på Tranbjergskolen i absolut topform blev akkompagneret af et 19 mands topprofessionelt bigband, og sammen gav de publikum valuta for pengene.

Youtube-video: Aarhus Jazz Orchestra

Samtlige børn sang af fuld hals og blev på fornemmeste vis guidet igennem af bigbandet, Aarhus Jazz Orchestra. Hele pakken fik på det nærmeste taget til at løfte sig i ren begejstring, og til stroferne af afslutningssangene, “Spøgelsessangen” og “Farvelsangen”, overgav publikum sig fuldt ud med stående ovationer.

Om formiddagen havde eleverne og bigbandet givet en vellykket koncert til elever og voksne fra begge skoleafdelinger.

Succes på flere planer 

De vellykkede koncerter var finalen på et længere musikforløb arrangeret af musiklærere på Tranbjergskolen. Siden januar har elever og lærere øvet, og i ugen inden premieren kom dirigent og pianist fra Aarhus Jazz Orchestra og øvede sangene igennem.

Musikalsk har projektet givet bonus, men også været en god investering i forhold til næste skoleår, hvor Tranbjergskolens to afdelinger fusioneres til en indskolings -og udskolingsskole:

“Det har været super fedt for eleverne på flere niveauer. Dels har det været en stor oplevelse at fyre den af sammen med et af Danmarks bedste orkestre, dels at synge for over 500 mennesker, men lige så vigtigt har klasserne været sammen med hinanden på tværs af afdelingerne. Det har fungeret super og lover godt for næste skoleår,” siger en af musiklærerne bag projektet, Henrik Stasiak.

Dette indlæg blev udgivet i Jazzende Tranbjergbørn fik stående ovationer, Skolehistorier 2014. Bogmærk permalinket.