8.d på Tranbjergskolen vinder 4000 kroner og nominering til landets bedste skoleavis

Tekst: Martin Østersø

”Vi har lagt vægt på, hvor godt I kom rundt om emnet Spor. Særligt har vi vægtet, om I mestrer at skrive journalistisk, tilsigter objektivitet og har veldokumenterede påstande i jeres artikler. Bredt og korrekt kildebrug, kreativitet, gode fotos og layout har også været vægtet højt. Kravene var altså samlet set ganske skrappe, så I kan være stolte af jeres resultat,” skriver Ekstra Bladet om vinderne af bladets landsdækkende skoleaviskonkurrence.

En af de tre vindere i kategorien 8.-10. klasse er Tranbjergskolens 8.d, som i uge 46 både lavede papir- og webavis, hvor sidstnævnte gik hele vejen. Med sejren følger 4000 kroner, et års gratis avisabonnement og deltagelse i hovedkonkurrencen om 25 000 kroner med deltagelse af vinderne fra klasser, som deltog via andre dagblade. Den samlede vinder udpeges i starten af januar.

Sanne Bendixen er dansklærer i 8.d og har undervist, guidet og udfordret klassen til sejr.

”Jeg er både super glad og stolt på elevernes vegne. De har alle arbejdet benhårdt og bare kastet sig ud i processen. Deres iver efter de gode resultater har været fantastisk. De er blevet anerkendt for hårdt arbejde, hvilket er sundt at opleve. Det skærper også fællesskabet,” siger hun.

Også for eleverne har avisugen og især sejren været en stor oplevelse.

”Det er sjovt og spændende at prøve noget anderledes, hvor vi skal være kreative og får mere ansvar. Det har været lidt stressende, men på den gode måde, hvor det er et kapløb med tiden om at nå deadlines. Det er dejligt at få bekræftet, at vi dur til noget, og at det ikke kun er Sanne, som synes, vi er gode. Det giver også selvtillid, når vi skal til prøver, og så er det bare en fed fælleskabsfølelse at gøre det sammen,” siger Ingrid, Tobias og Emilia fra 8.d.

Dette indlæg blev udgivet i 8.d på Tranbjergskolen vinder 4000 kroner og nominering til landets bedste skoleavis, Skolehistorier 2015. Bogmærk permalinket.