Findes der ulve i Danmark? Måske, men det kniber lidt med det afgørende bevis. Det kunne nu være rart med et skarpt nærbillede af rovdyret fremfor slørede fotos af noget på 300 meters afstand, som kan være alt fra en ulv til en brændestabel.
Hvad så med dygtige folkeskolelærere – findes de? Lærere, som træder ind i folkeskolerne og i klasselokalerne, og ved hvad de laver, hvordan og hvorfor de gør det.
De der med målrettet innovationsundervisning, gennemtænkte it-forløb eller systematiseret lærer/pædagogsamarbejde gør eleverne dygtigere og bedre til at begå sig. De der er helt nede i teoribøgerne for at kunne praktisere den bedste engelskundervisning i 1. klasse, eller de der har rykket karaktergennemsnittet for deres elever med 1,9 karakterpoint over tre år.
JA, det gør de. Dygtige folkeskolelærere findes, og modsat ulvene er det overhovedet ikke svært at bevise.(se linket under indlægget)
Men jeg kan næsten være bange for, at der i befolkningen er en større tro på, at der findes ulve snarere end dygtige folkeskolelærere. I hvert fald bliver der i medierne gjort et mere ihærdigt forsøg på at bevise eksistensen af det firbenede dyr, fremfor lærere der ved, hvad de laver.
Jeg har selv været skolelærer i 14 år, men blev lidt grundtræt af at levere undervisning på højt niveau og så opdage, at ingen beskæftiger sig med mig eller andre dygtige læreres indsats, mens negative folkeskoleoverskrifter står i kø i mediestrømmen. Der er sandt for dyden folkeskolelærere, som er helt fejlcastede til opgaven, at sige andet er usandt. Men der er et stort flertal af gode lærere, og blandt dem er mange virkelig dygtige, og især den gruppe er der alt for lidt fokus på. De kunne med deres drive, skoleindsigt og lærerrolle være en inspiration for kolleger og være med til at skabe en anden og mere virkelighedsnær folkeskolefortælling. En fortælling om at meget fungerer på højt niveau i folkeskolen.
Derfor opfordrer jeg kommunerne, DLF og de lokale lærerforeninger og skolerne til at blive langt bedre til at spotte og fortælle om de dygtige lærere, og især hvorfor de er dygtige. For vi kan sige og endda råbe, at der findes ulve og dygtige folkeskolelærere i Danmark, men med så meget andet kommer det ned til, hvad der kan bevises, og hvad der kan læses i mediebilledet.
PS! Jeg var før jul på rundtur i Aarhus for at skrive om folkeskolerne indefra. Det blev til en artikelserie, som beviser fortællingen om mange dygtige folkeskolelærere, ledere og pædagoger –læs om dem her.