Tal har altid været Erling Andersens speciale. I næsten 50 år har han opbygget systemer og statistikker for virksomheder. I dag er det børnebørnene, der er placeret i et excelark
Af Martin Østersø
”Lad os sætte os i køkkenet, det er der, jeg plejer at sidde,” siger Erling Andersen, mens han stadig giver hånd.” Tid til interview har jeg masser af, lyst er en anden sag, men nu må vi se.”
Den ældre, atletiske herre kanter sig ind i køkkenet. I 1968 var det ikke moderne med samtalekøkkener eller køkkenalrum. Dengang skulle der kun være plads til én person. Kaffen når ikke at blive skænket, før den pensionerede 74-årige bogholder er i gang – lysten mangler ikke.
Knivskarp hukommelse
”De siger, det ikke kan passe, men jeg kan huske de tyske bombefly den 9. april. Jeg var 2 år gammel”, siger Erling Andersen på en måde, så opfølgende tjekspørgsmål virker som en dårlig ide.
Når det kommer til hukommelse, skal man stå tidligt op for at matche den 74-årige herre. Uden at tøve kommer årstal og datoer på det meste. Han begyndte på realskolen d. 1. april 1949 og bestod eksamen d. 31. marts 54`. Den 1. maj 1957 startede han på Fredericia kaserne, og sådan supplerer Erling Andersen sin livshistorie med knivskarp præcision.
Læs portrættet: Aarhusianernes Hovedbanegård
Fascinationen for cifre har han altid haft, og lærerne i skolen opdagede hurtigt, at der her var en dreng, som kunne noget med tal: ”Jeg husker, at jeg allerede i anden klasse blev jaget ned på bagerste række for at hjælpe Frank og Svend med regning. Det var før, der var støttetimer,” siger Erling Andersen. I skolen blev der arbejdet seriøst. Flidspræmier blev vundet, og gode karakterer var frugten af hårdt arbejde.
I 1954 blev et telefonopkald fra Odder slagteri til skoleinspektøren på realskolen, hvor Erling Andersen gik, startskuddet til et langt liv med statistikker, systemer og tal: “Det var skoleinspektøren, der blev ringet op af slagteridirektøren. Han skulle bruge ny lærling, der var god til regning. Inspektøren spurgte mig, og så blev jeg kontorelev på slagteriet og var i lære i tre år.”
Far bestemte
Ligestilling mellem kønnene var ikke højest på dagsordenen i Erling Andersens barndom. I det lille spartanske hjem var det faren, som bestemte: ”Jeg var den eneste, som fik lov til at tage en realeksamen. Mine fire søstre tog mellemskolen eller gik ud efter syvende klasse. Nå ja, sagde min far. Pigerne skal jo giftes, og du, Erling skal sørge for din kone, når du bliver gift.”
Erling Andersens far arbejdede fysisk hårdt og mange timer om dagen, til han blev 67 år. Der var ingen slinger i valsen, når det handlede om Erlings skolegang. Der faldt brænde ned, de få gange sønnike kom hjem med anmærkninger.
Erling Andersens øjne lyser op, når han taler videre om sin afdøde far: ”Huset her byggede jeg sammen med fatter på et halvt år tilbage i 1968. Han kunne arbejde. Da jeg som 62-årig tænkte på at stoppe, sagde jeg til mig selv: Erling, det kan du ikke være bekendt. Far arbejdede, til han blev 67. Jeg stoppede som 68-årig uden at have haft en eneste sygedag. Det, synes jeg, er en rimelig sejr.”
Et arbejdsliv med tal
Efter endt læretid og udstået værnepligt begyndte Erling Andersen sit arbejdsliv. Han var i starten af tyverne og nygift med Karin. Fidel Castro var lige kommet til magten i Cuba, og Vietnam-krigen var kun lige på trapperne. Erling Andersen kom til at arbejde i seks forskellige virksomheder. Han startede som bogholder i Assens på Fyn og sluttede som kontorchef i et advokatfirma i Århus. Han har aldrig nogensinde været træt af sit arbejde med tal: ”Jeg kan ikke undvære at bytte rundt på dem. Det er nu engang mit speciale,”
Bogholderen fra Odder har sat tydelige fodaftryk, de steder han har været. Tilbage i 1969 skiftede han fra en stor virksomhed i Odder til en anden, og det skabte problemer på direktionsgangene: ”Holm Andersen og Finn Andersen var direktører for henholdsvis min gamle og nye arbejdsplads. De havde sommerhus ved siden af hinanden. Der var kold luft mellem dem i flere år. Holm Andersen var pissesur over, at jeg rejste.”
Når Erling Andersen startede et nyt sted, byggede han virksomhedens regnskab op efter egne systemer og statistikker. Det var effektivt, mens han var der til at styre det, men det gav problemer, når han rejste: ”Flere siger, at jeg ikke er god til at give ting fra mig, men der skal jo være nogen at give det til.”
I 1988 var Erling Andersen med til at gøre et tømrerfirma i lokalområdet til et aktieselskab. Han skulle styre regnskaberne, og det blev en af de få fejl, Bogholderen fra Odder begik i sit arbejdsliv: ”Det var alt, alt for lille et job til mig. Når man mere eller mindre er vant til at styre butikken, er det for lidt at sidde alene på et kontor og lave lidt regnskaber.” Han fortsætter: ”Jeg sidder der i halvandet år og bliver så heldigvis kontaktet af to forskellige firmaer i Århus.”
Efter nogle overvejelser og et par jobsamtaler endte det med, at Erling Andersen i 1989 startede som kontorchef i et større advokatfirma ved Strandvejen i Århus. Der blev han til 2005, hvor han som 68-årig stoppede med at få penge for at arbejde med tal: ”Det var et fantastisk arbejde, også lønmæssigt. Jeg kunne næsten selv bestemme, hvad jeg ville have. Jeg bestemte selv, hvordan jeg gjorde tingene. Alle skulle igennem mig, når det handlede om regnskaberne. Ejerne, sekretærerne og advokaterne. Jeg elsker at have den slags ansvar,”
Som Erling Andersen sidder der og filosoferer over arbejdslivet, der er gået og udtrykker glæde over gode minder, bliver håndbevægelserne mere og mere intense. Især et spørgsmål trænger sig på, og svaret kommer prompte: ”Ja, jeg burde være blevet der, til jeg blev mindst 70 år. Men jeg havde sat en deadline.”
Drenge er blå, og piger er røde
”Jeg har det bedst, når jeg har noget at rive i. Det har jeg også sagt til mine tre børn, som alle har gode jobs: Det vigtigste er at have noget at rive i,” siger Erling Andersen og tydeliggør med en lang opremsning, hvad han forstår ved betegnelsen ”at rive i.” Listen er lang, meget lang og spændvidden er stor. Lige fra vandreture på Madeira og i Italien til madklub og højskoleophold.
I Odder lokalhistoriske arkiv har han også en fremtrædende rolle, men her er det ikke helt uden frustration: ”I lokalhistoriske arkiver har man overalt de samme systemer. Deres bogholderisystem bryder jeg mig ikke om. Jeg er jo vant til mine egne. Det er lidt svært at være sat i bås,” siger Erling Andersen.
Som han gjorde de sidste mange år af sit arbejdsliv, elsker Bogholderen fra Odder stadig at sidde ved computeren og rode med tal og systemer. I dag er indholdet lidt anderledes: ”Jeg elsker at flytte rundt på tal. Jeg har arbejdet meget i excel. Nu har vi mange børnebørn, og jeg kan efterhånden ikke huske deres fødselsdage. Derfor har jeg puttet dem ind i nogle søjler. Drengene er blå og pigerne røde. Så kan jeg se, hvor gammel Mads er og så videre,” er forklaringen på noget, der for ophavsmanden lyder helt logisk.
Tilbage i køkkenet
I tre timer har talentusiasten været i gang. Kaffen er drukket, og fotoalbummer ligger opslået både på køkken- og spisebord. Konkurrencen om pladsen er ellers hård i det lille køkken. Det er som om, der er for meget af alting. Grydeskeer til et mellemstort madlavningshold og køkkenknive nok til det halve Odder. Nips og pyntegenstande kæmper om en plads på de alt for få overflader.
”Sådan ser der ud, når du har en dame i huset, som slæber hjem og slæber hjem. Hun kommer hjem med gryder, pander og potter og skidt og lort. Så skulle du bare se stuen. Du kan slet ikke forstille dig, hvor meget der er. Vi kan jo ikke rydde op, for hvor skal vi rydde hen?”
Det er aldrig lykkedes den rutinerede systematiker at få konen sat ind i et excelark, hun har sit eget system: ”Det er fordi, vi begge er løver,” slutter Bogholderen fra Odder.