Besøg fra ind- og udland på Tranbjergskolen

Udvekslingselever fra Rusland giver den maksimal gas med underholdningsshow til udskolingens fløjsamling, mens redaktionschef hos Ekstra Bladet dagen efter er det ekstra krydderi i 8. klassernes artikelforløb på afd. Grønløkke Allé.

Udvekslingselever fra Sankt Petersborg og redaktionschef fra Ekstra Bladet har gæstet skolen i ugen, der er gået på Grønløkke Allé.

Tekst og foto: Martin Østersø

Engelske gloser har været flittigt brugt af udskolingseleverne på Grønløkke Allé og af eleverne i 9.a i særdeleshed. Sidstnævnte deltager i et udvekslingsprogram med elever fra Sankt Petersborg, Aarhus´ venskabsby.

Se billedgalleri på Ny Nordisk i Tranbjergs facebookside: Russisk topunderholding til fløjsamling

De russiske elever og lærere har været privat indkvarteret hos 9.a´s elever og lærere. Stramt program har ført dem rundt i området: Den Gamle By, Aros, Mindeparken og tur til Legoland har været nogle af de kulturelle højdepunkter, mens minigolfturnering, samarbejdsøvelser og hyggeaftner har bundet eleverne sammen socialt.

Klasselærer i 9.a, Anja Kjeldsen vurderer at russerbesøget har haft stor værdi: “De danske elever har ydet en kæmpe indsats som værter, men også fået en masse tilbage. De har fået nye venner, indsigt i ny kultur og lært en masse sprog eller som flere har sagt: “Jeg vidste ikke, jeg kunne så meget engelsk.” En stor ros skal også lyde til forældrene i klassen. De har bakket op i en grad, som er meget imponerende,” siger Anja Kjeldsen.

Udvekslingsprojektet mellem Tranbjergskolen og venskabsskolen i Sankt Petersborg fortsætter næste år, hvor nye klasser skal deltage. Men i første omgang handler det om 9.a´s genbesøg til verdens største land og til Ruslands førende kulturby fra d. 25. september og 7 dage frem.

Rutineret journalist lærte fra sig

Artikelforløb i 8. klasserne på Grønløkke Allé har i ugens løb været peppet lidt op med besøg af Flemming Mønster, redaktionschef hos Ekstra Bladet. Det blev til en to-lektioners snak og debat om både journalistens opgaver, vinkler og et indblik ind i fremtiden for avisen med det velkendte slogan fra 1964: Tør – hvor andre tier.

For dansklærer i 8.a Natasja Lysgaard er det vigtigt at kunne skabe bro mellem den teoretiske undervisning i klasselokalet og erfaringer fra mennesker, som praktiserer det skolen lærer eleverne.

“Jeg synes, det er fedt, at Flemming Mønster prioriterer at komme og give indblik i en for en del elevers vedkommende meget interessant verden. Blandt langt de fleste elever var der interesse for foredraget, og de skal have ros for at deltage aktivt med spørgsmål og store ører,” siger Natasja Lysgaard.

Læs næste uge fra Kirketorvet

 

Dette indlæg blev udgivet i Besøg fra ind- og udland på Tranbjergskolen, Skolehistorier 2013. Bogmærk permalinket.