Fra krig til trygge rammer på Center 10

Ahman og Sherin

Følg med, når vi hen over skoleåret følger de unge, som er startet i de nye modtageklasser i Center 10. Her er det Ahman og Sherin fra Syrien sammen med Krestine Aaen – lærer og teamleder for modtageklasserne.

Center 10 – Aarhus High Schools nyoprettede modtageklasser har fået en optimal start på skoleåret. For mange af eleverne er krig og flugt byttet ud med det danske sprog og Aarhus.

De hjemmelavede boller er stadig lune, og på den nystrøgede dug står et veldækket morgenbord klar. Rundt om sidder teenagere fra forskellige lande med et flertal af unge fra Syrien. Piger og drenge som er flygtet fra krigen i deres hjemland.

Sammen repræsenterer de Center 10´s første modtageklasse nogensinde. De har kun været i gang med det danske sprog og stedet i få uger, men som de øvrige dage bliver de mødt af et håndtryk og fælles morgenmad. For lærerne er det vigtigt, at de nye elever bliver mødt med kærlighed, respekt og faste rutiner.

”Det kan være svært at planlægge en skolehverdag med unge fra andre lande, hvor flere kommer med krig i tankerne. I vores lærerteam arbejder vi med et sæt faste rutiner. Vi spiser morgenmad sammen, og vi giver hinanden hånd. I undervisningen har vi minutiøse planer for, hvad der skal ske, hvor og hvornår. Alt sammen for at skabe tryghed for eleverne. Det er hårdt for dem med nyt sprog, nyt land, nye lærere, ny skole og tanker om, hvordan det går der, hvor de kommer fra,” siger lærer og teamleder for de nye modtageklasser i Center 10, Krestine Aaen.

Hårdt arbejde og humor

Få uger inde i skoleåret er der startet knap femten modtagerelever. Hen over efteråret vil der ankomme nye elever hver uge, indtil tre klasser med 12 i hver er fyldt op.

I undervisningen er der fokus på at forstå og tale dansk, og med ture til Botanisk Have, Aarhus Ø og indre by lærer eleverne deres nye hjemby bedre at kende. De første uger er gået godt.

”I lærerteamet har vi været meget spændte på, hvordan det skulle gå. Men det er gået over al forventning. De arbejder benhårdt på at lære det danske sprog. De er nysgerrige, spørgende og de vil gerne fortælle deres personlige historier. Vi griner også meget sammen. De synes også, det er sjovt, når jeg prøver at fortælle dem, hvorfor en bænk ikke hedder en stor stol,” siger Krestine Aaen.

Også blandt eleverne har skoleårets start været positiv.

”Vi har fået nye venner, og lærerne er gode. Det danske sprog er lidt svært, men om et år har vi lært meget,” siger Ahman Foud Mohammed(15) og Sherin Ibrahim(16) fra Syrien på et dansk, som kun har få uger på bagen.

Et stærkt ungemiljø giver integration

Eleverne skal gennemføre et 2-årigt forløb. Målene er at blive gode til dansk og de øvrige fag, samt i tæt samarbejde med uddannelsesvejledere at blive afklarede med fremtidens muligheder. Med den gode skolestart ser lærerteamet frem til arbejdet med og for de unge, men især en ting er vigtig for at nå målene.

”Eleverne i modtageklasserne skal blive en del af hele ungemiljøet i Center 10. De skal integreres sammen med skolens øvrige elever og derved også blive integreret i Aarhus og Danmark. Lysten er der fra begge sider, så der er håb for fremtiden og vores skønne, nye modtageelever,” siger Krestine Aaen

Fakta: Mange af eleverne som starter i modtageklasserne på Center 10 er kvoteflygtninge.

Dette indlæg blev udgivet i Fra krig til trygge rammer på Center 10, Skolehistorier 2015. Bogmærk permalinket.