Center 10 har fået videncenter

soren.jpeg

Søren Gornitzka vil med det nye videncenter have fokus på at forløse elevernes potentiale

Det nye videncenter i Center 10 – Aarhus High School skal arbejde fagligt og personligt med eleverne, og målet er klart: Eleverne skal blive dygtigere og klare afsluttende prøver bedre.

Dejlige lysforhold, lækre gruppeborde og stole, tv-skærme og god plads. Lokalet og de fysiske rammer kan godt bære navnet VidenCenter-10. På indholdssiden er centeret i sin opstart, og det kan ses på de tomme gule murstensvægge, men snart vil den første markering af mere end 200 elevers arbejde kunne ses.

Bag det nye videncenter står lærer på Center-10, Søren Gornitzka. Han har tidligere været studie- og erhvervsvejleder på Handelshøjskolen og ekstern lektor i dansk. I fritiden underviser han i teater på Filuren og har en cand.mag. i dansk og dramaturgi. Han er i gang med at tage en uddannelse til læringsvejleder. Søren Gornitzka er drevet af at udfolde alle elevers potentiale, og planen for videncenteret er på plads.

”Målet er at gøre eleverne dygtige, stærkere og give dem ny indsigt om verden og især om dem selv. Videncenteret er en succes, hvis jeg rykker eleverne. Det kan ske forskelligt. Nogle skal klare prøverne bedre til sommer, nogle skal lære at have et anderledes kropssprog, og for andre handler det om at blive mindre hæmmet i fremlæggelsessituationer. Jeg skal give dem viden til at få brugbare færdigheder,” siger han og fortsætter.

”For mig handler det også om at kunne hjælpe mine kolleger. Det kan være svært at nå alt i et presset skoleår, og derfor vil jeg lave workshopper, som vil styrke elevernes arbejde med større projekter og emner, lærere måske ikke kan nå”.

Første øvelse er veloverstået

Flottere layout, der gør indtryk på modtageren, it-færdigheder, du skal kunne, sådan laver du en bedre projektopgave, eller sådan forbedrer du din mundtlige fremlæggelse.

Disciplinerne vil være nogle af dem, som eleverne skal arbejde med i løbet af skoleåret, når de er i videncenteret. For Søren Gornitzka er det vigtigt at lære eleverne brugbare færdigheder.

”Min opgave er at give eleverne en viden, som de kan omsætte til konkrete færdigheder og resultater. De skal blive dygtigere. Jeg er meget tilfreds med den første opgave, eleverne har lavet, og som bliver udstillet hernede. De har præsenteret sig selv med billede og kort tekst, og det har de gjort godt,” siger han.

Dette indlæg blev udgivet i Center 10 har fået videncenter, Skolehistorier 2015. Bogmærk permalinket.